Fra Drammen folkebiblioteks privatarkivsamling fikk byarkivet overlevert en liten pakke med hyssing rundt, og med påskrift ”100 forskjellige breve”. Brevsamlingen viste seg i all hovedsak å være kjærlighetsbrev mellom Ingeborg Gundersen og Oluf Elster, som begge var født på Strømsø første halvdel av 1800-tallet. Brevene – som er skrevet i kjærlighetens, lengselens, fortvilelsens og gledens navn, gir en vakker men også tragisk innsikt i to menneskers livsløp og samliv.

Hvem var Ingeborg og Oluf?

Ingeborg Berghite Henrikke Gundersen var født i 1840 på Strømsø, og var datter av skipsfører Andreas Gundersen (født 1804 i Drammen). Folketellingen i 1865 viser at hun da bodde på Strømsø sammen med sin far, søster og en tjenestepike. Handelsbetjent Oluf Elster var født i 1830 på Strømsø, som sønn av tollbetjent Hans Olaus Elster (født 1802 i Strømsø). Ved folketellingen i 1865 bodde Oluf på Strømsø sammen med faren, søsteren Hansine og hennes datter Jenny samt en tjenestepike. Sannsynligvis bodde familiene Gundersen og Elster ikke langt fra hverandre på Strømsø.

 

Første brev fra Oluf til Ingeborg er datert 28. november 1864, og her tar Oluf steget fullt ut og erklærer sin kjærlighet til Ingeborg:

 

Første brev”Dyrebare Ingeborg! Det er nat. Alt ligger i dette øieblik dysset i søvnens søde arme. Ogsaa De hviler Ingeborg. Maatte nattens gode engle vaage ved Deres leie, og bringe Dem den paafølgende dag skjøn og blid. Maatte Deres sind styrkes ved søvnens roe. Give Dem styrke og kraft til at skue fremtidens skjulte dage rolig og fortrøstningsfult i møde”

 

….”Tilgiv mig Ingeborg; Aldri har nogen elsket Dem renere og ømmere end jeg. Aldrig vil nogen mand elske og akte Dem høiere. Har jeg noensinde ved min opførsel bidraget til at forvolde Dem sorg, da vær overbevist om ingen inderligere har angret det siden. Jeg elsker Dem Ingeborg, og jeg elsker Dem ei med den ustadige og letsindige kjærlighed der saa let forandres; Nei, jeg elsker Dem med mandens hele alvor. Jeg elsker Dem saa høit og inderlig som en mand kan elske en quinde. De er min første og eneste kjærlighed.”

….”Nu Ingeborg byder jeg Dem et godt og rederlig hjerte, hvis hele opgave skal være at arbeide for Dem og Deres lykke, og for saa snart som mulig at skaffe Dem et godt og hyggelig  hjem.

O’ Ingeborg! Bliv min, og alt hva en mand kan gjøre for en quinde, vil jeg gjøre for Dem.

O’ Ingeborg: ”Kom at ja mig givfa, och min maka blivfa. Då blivfer allt så ljust paa livfets stig”

….”O’ Ingeborg, forstød mig ikke, men skjænk min tilladelse til paa den dag at bede Deres fader om Deres haand. Skjænk mig tilladelse til at bede Deres fader om hans velsignelse til vor forening”

….”O’ Ingeborg, kom snart. At jeg kan faae see Dem, og tale ved Dem. Kom, jeg venter Dem. Berøv mig ei mit livs lykke. Ingeborg, tag heller mit liv. Deres Oluf Elster”.

 

Vi skal hoppe frem til slutten av tiåret. 1. november 1869 flyttet Ingeborg til Christiania, der hun bodde hos en tante. Årsaken var nok at faren til Ingeborg ikke aksepterte forholdet. Heller ikke Ingeborgs søster syntes å ha vært spesielt begeistret for den ivrige beileren. 8. november 1869 skriver Oluf til Ingeborg:

”Kjæreste Ingeborg! Det er i dag otte dage siden min Inga forlod mig, og skjønt det allerede er saa sent at alle har lagt sig, vil jeg dog skrive nogle ord til Dig, min elskede. For at fortælle Dig hvor meget jeg holder af Dig, og hvor ofte jeg i siste dage har tænkt paa Dig, og længets efter Dig”

 

….”Over hos din fader har jeg ei været meget siden du reiste. Jeg har indrettet mig efter vor aftale, og gaaer saa sjeldent som mulig, saa meget mer som du nok ved, at mit besøg ei er meget afholdt, verken af ham eller din søster”

Året etter, i 1870, ser tingene ut til ordne seg for både Oluf og Ingeborg:

 

 

”Kjæreste Ingeborg! Posten bringer Dig i dag, min elskede, ialfald lidt glæde. Jeg har søgt revisorposten i Drammen Privatbank, og vundet den blant mangfoldige ansøgere. Mine værste modstandere vare: Kjøpmand Joh. Allum, d.o. Martin Hurum og Sagfører Wulfsberg. Min indtægt (med hva jeg tjener i Skandia), bliver nu kjæreste Inga lidt over 400 Spd, og med den synes jeg vi ihvertfald for det første kan indrette lidt, eller hva mener du min elskede?”

….”Tvivl nu ei om jeg gjør hva jeg kan. Denne, og siden ”Skandia”, kan gjøre vor lykke.

Vær glad, saa er nu jeg, trods alle widerverdigheder. Vi blive nok lykkelige du og jeg til  siste, og så ler vi av dem alle sammen”.

 

Ingeborg beslutter seg for å vende tilbake til Drammen, og første juledag 1870 står bryllupet i Strømsø kirke. 1. april 1872 får de datteren Louise, men lykken skulle ikke vare lenge. Ingeborg skriver 25. juli samme år:

 

 

”Kjære Fader! Jeg skriver nogle ord for at melde, at Vor Herre har taget Tulle vor hjem til sig. Hun døde kl 9 i dag, stille og rolig. Gud give mig styrke og taalmodighed til at bære tabet. Din hengivne Datter Ingeborg Elster. Hils Andersens.”

 

Datteren Louise døde av kolera, nær fire måneder gammel.

 

I 1874 får de datteren Inga Elise Erenstine, men som bare ett år gammel dør av hjernehinnebetennelse. Sønnen Hans Andreas ble født 31. oktober 1875, men han dør noen få måneder etter sin ettårsdag. Dødsårsaken var skarlagensfeber, og den lille gutten begraves en kald vinterdag i februar 1877. Det må ha vært et hardt slag for Ingeborg og Oluf å følge alle sine tre førstefødte til graven.

31. oktober 1881 kommer datteren Sara Ingeborg Marie til verden, og 28. mars 1885 blir sønnen Christian Johannes født. Av disse to er det bare Sara som vokser opp. Christian Johannes ble døpt kun tre dager gammel på grunn av en ”medfødt svaghed”, og dør 15 måneder gammel i juli 1886. Fire små barn har Ingeborg og Oluf nå fulgt til graven.

Ekteskapet mellom Ingeborg og Oluf var hardt prøvet, og dette brevet fra 6. september 1882 - skrevet av en venn av familien, tyder på at ingen av ektefellene hadde det spesielt bra:

 

Brev fra Trine Poulsson”Kjære Oluf Elster. Vennskap er et godt ord Elster! Er det med urette at jeg stiller mig for Dem som Deres prøvede venninde”

 

….”Nu til torsdag aften. Jeg kom til Eders hjem med samme sind som altid; Med det forsæt at faa samtale med Dem om de sørgelige forhold i Deres hus. De umuliggjorde en sindig, alvorlig samtale ved at løbe bagom fra den ene dørglytt til den anden, og sige hva jeg ikke kan gjengive, men retferdiggjorde min paastand om at De bar Dem som en gal mand. En Gaustadkandidat."

 

 

….De husker Ingeborg for to år siden? De var ved Deres tyranniske, ufredelige, skjendende færd den gang skyld i hendes tilstand, som ved Guds hjelp blev leget med kjærlig og viselig behandling af Prost Koren og Doktor Pettersen.

 

Ingeborg vil snart være ligedan; kreftene ere saa smaa, og den fæle ufred i det daglige liv tilbakevirker paa sjelelivet saa tungt af angest, og frygten forstyrrer freden og bønnen og brugen av Guds ord, og da holder en kristen, en levende kristen, ikke ud”

….”Saa dertil forholdet med den unge tjenestepige. Skammer De Dem da ikke. En sterk mand ekserere to spede kvinder. Fy!!”

….”Interessen for Eder har bragt mig til at henvende mig til doktor Pettersen og meddelt ham hva jeg for Gud skal svare. Jeg tør ikke, og kan ikke se og vite Ingeborg sin forfatning, som lever slige dage. Hun kan miste sin forstand, eller dø. De vil visst have vanskelig for at forstaa at kjærlighet har dikteret dette brev. Gid De kunde tro det, saa vilde det glede Deres velmente Trine Poulsson”.

Ingeborg dør av tuberkulose 27. april 1886, og etterlater seg Oluf og datteren Sara. Ingeborg var da 45 år gammel, og ut fra brevene skjønner vi at hennes helse ikke hadde vært god. Påkjenningen ved å miste fire små barn må ha vært stor, og Ingeborg var også relativt gammel da hun fødte sine to siste barn (41 og 44 år). På det tidspunktet Ingeborg døde bodde familien i Rømers vei på Bragernes, mens de noen år tidligere – i 1882, var registrert med adresse i Tomtegata.

 

Oluf Elster døde 18. januar 1914, 83 år gammel. Han bodde da sammen med sin ugifte søster Hansine i Engene 42, like bortenfor der hvor Statoilstasjonen i Engene ligger i dag. Han ble ansatt i den relativt nystartede Drammens Privatbank i 1870 som revisor, og det fremgår av folketellingen i 1910 at han da var ”pensioneret av Drammens privatbank”. Han overlevde også sin datter Sara, som døde i 1909 av lungebetennelse. Hun var da 28 år gammel, ugift og barnløs.

Oluf var forøvrig et av de første medlemmene i De Unges Samfund i Drammen. Han var medlem nr. 9, og var med fra starten i 1869 men meldte seg ut i 1874 da foreningen var på sitt største.